GrønneBørn

GrønneBørn

fredag den 18. oktober 2013

Hjemmelavet müsli ristet i ovn

Denne müsli er nem at lave og smager himmelsk - og så dufter hele huset så skønt bagefter. Perfekt til weekendens brunch. Opbevar den færdige müsli i tæt emballage fx patentglas (hvis der altså er mere tilbage)...

Du skal bruge:

5 dl grovvalsede havregryn
2 dl kokosmel
2 dl mandler
1 dl hasselnøddekerner
½ dl rørsukker
½ dl olie, gerne smagsneutral som fx rapsolie
1 dl vand
3 dl rosiner

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 190 grader
Hak mandler og hasselnøddekerner groft
Kom havregryn, kokosmel, rørsukker og de hakkede mandler + hasselnøddekerner i en skål
Tilsæt vand og olie og rør godt rundt
Kom bagepapir på en bageplade og fordel blandingen derpå
Rist blandingen i ovnen i ca. 30 minutter til den er sprød og gylden. Vend flere gange undervejs, så den ikke brænder på
Køl af i 10 minutter og vend rosinerne i. Så er müslien færdig og klar til at spise:-)
 

 



tirsdag den 15. oktober 2013

Lækker squashsuppe

I dag har jeg lavet en lækker squashsuppe til aftensmad, som jeg gerne vil dele med jer - og ja, jeg laver stadig mad, selvom jeg ikke har blogget længe. Grunden til mit fravær er, at jeg efter sommerferien startede på nyt arbejde, og mine kræfter er blevet brugt på min nye søde klasse. Nu hvor det er efterårsferie, ser jeg straks muligheden for at få lagt nogle opskrifter ud:-)



Til 4 personer skal du bruge:

1 spsk olie
150 gram løg (2 stk)
4 fed hvidløg
180 gram pastinak (1 stor)
700 gram squash (2 stk)
7 dl grøntsags bouillon (2 grøntsagsbouillon terninger opløst i 7 dl kogt vand)
10 friske basilikumblade
1 dl soya cuisine eller madlavningsfløde
1 spsk friskpresset citronsaft
(salt/peber)

eventuelt cremefraiche og friske basilikumblade til servering

*en blender

Sådan gør du:

Skær løg, hvidløg og squash i mindre tern. Skræl pastinakken og skær ligeledes den i tern. Skyl basilikumbladene og hak dem groft.
Opvarm olien i en gryde. Svits løg, hvidløg, squash og pastinak i 5 minutter under omrøring.
Hæld bouillonvandet i gryden. Kom basilikumbladene i og kog op. Lad det koge i 20 minutter.
Tag gryden af varmen og blend suppen af to til tre omgange til den er glat og ensartet. Hæld suppen over i en ren gryde.
Kom gryden med den blendede suppe tilbage på komfuret og tænd for svag varme. Kom soya cuisine eller madlavningsfløde og citronsaft i suppen, varm igennem, rør godt rundt og smag eventuelt til med salt og peber.
Så er suppen klar til servering!