GrønneBørn

GrønneBørn

søndag den 23. december 2012

Cremet kartoffel- og linsesalat

Kartoffelsalat i ny forklædning - en lækker fyldig salat der enten kan serveres som selvstændig frokostret sammen med groft brød, på buffet eller som tilbehør.

Du skal bruge:

800 gram små kartofler med skræl
1 ½ dl beluga linser
1 lille rødløg
1 fennikel
3 avokadoer
lidt salt

Til dressingen

4 spsk tahin
3 spsk olivenolie
3 spsk vand
2 spsk vegetarian stir-fry sauce
2 spsk citronsaft
1 tsk fint revet citronskræl

Sådan gør du:

Skyl kartoflerne og kog dem i letsaltet vand til de er møre. Lad dem køle af. Skær dem herefter i kvarte.
Kog beluga linserne efter anvisning på pakken. Køl dem af.
Skræl løget og del det på midten og skær det i tynde skiver.
Skyl fenniklen, skær toppen af og del den nederste knold på midten. Skær de to halvdele i skiver.
Skær avokadoerne i tern.
Kom det hele i en stor skål.


Rør tahin i en skål og tilsæt olivenolie lidt af gangen. Kom derefter vand i lidt efter lidt. Kom citronsaft, citronskræl og stir-fry sauce i og rør godt rundt. Er dressingen for fast spæder du til med vand til den har en cremet konsistens.
Vend dressingen i salaten og smag til med salt.

mandag den 17. december 2012

Ristede kikærter

Ristede kikærter er små sprøde kugler der spises som snack, drysses i salater eller kommes i pitabrød. I denne opskrift har jeg brugt gærflager, hvilket er en fortrinlig erstatning for ost. Jeg synes ikke, at de smager af ost, men de giver den umami smag, som er rigtig svær at få frem i veganske retter. Gærflager kaldes også vegetabilsk inaktivt gær og er produceret af vitamin B-rig gær. Du kan købe gærflager i nogle Matas butikker samt Helsekostbutikker. Gomashio er måske også en ny ingrediens for nogle; det er japansk sesamsalt og består af sesamfrø og himalayasalt. 

Du skal bruge:

500 gram udblødte, kogte kikærter (hvis det skal gå stærkt, kan du bruge kikærter fra dåse)
½ dl olivenolie
3 spsk gærflager
3 spsk gomashio
2 tsk gurkemeje
½ tsk peber
smag til med salt (omkring 3 tsk)

Sådan gør du:

Bland olivenolie med gærflager, gomashio, gurkemeje og peber. Gnid blandingen godt ind i kikærterne og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Rist kikærterne i ovnen ved 200 grader i omkring 20 minutter til de er gyldne og sprøde. Vend dem undervejs. Lad dem afkøle og smag til med salt.

onsdag den 5. december 2012

Lækker vegansk nøddesteg

Nøddesteg er en del af mange vegetarer og veganeres julemiddag. Sammen med kogte og brunede kartofler, rødkål og brun sauce er den vores favoritsteg i julemåneden og selvfølgelig er den på bordet juleaften. Julen er ikke kedelig, fordi man ikke spiser kød - tværtimod. Denne nøddesteg er lavet helt uden animalske produkter og smager skønt. 

Du skal bruge:

1 groftrevet rødløg
2 fed pressede hvidløg
1 groftrevet gulerod
225 gram groftrevet knoldselleri
½ groftrevet æble 
100 gram hasselnøddekerner
50 gram mandler
50 gram valnøddekerner
1 dl vand
½ dl hørfrø
1 dl soya cuisine (du kan også bruge madlavningsfløde med lav fedtprocent, hvis du ikke er veganer)
1 tsk salt
½ tsk peber
2 tsk Herbes de Provence
rasp til topping
lidt plantemargarine til at smøre formen

en blender

Sådan gør du:

Rødløg, hvidløg, gulerod, knoldselleri og æble kommes i en skål.

Kom hasselnøddekerner, mandler og valnøddekerner i blenderen og kør til du har en finhakket nøddeblanding. Hæld nøddeblandingen op i skålen til de revne grøntsager.
Blend nu 1 dl vand og ½ dl hørfrø i et minut - og vupti, du har nu hørfrøskum som erstatter et æg. Hæld hørfrøskummet op i skålen til de øvrige ingredienser og rør godt rundt.
Tilsæt soya cuisine, salt, peber og Herbes de Provence og rør blandingen godt igennem. Den skal være fast som en fars. Er den for våd, kan du tilsætte lidt rasp. Er den for tør, kan du tilsætte mere soya cuisine.
Smør en form med plantemargarine og fordel blandingen heri. Pres den godt ned med en ske eller paletkniv og glat overfladen. Drys med rasp.
Nøddestegen bages i oven i 25 - 30 minutter ved 180 grader varmluft. Serveres med kartofler, rødkål og brun sauce. Den er også god på en skive rugbrød. Kan fryses og tages med til julefrokosten, så du slipper for kun at spise rødkål;-) Velbekomme og glædelig kødfri jul!