GrønneBørn

GrønneBørn

søndag den 23. december 2012

Cremet kartoffel- og linsesalat

Kartoffelsalat i ny forklædning - en lækker fyldig salat der enten kan serveres som selvstændig frokostret sammen med groft brød, på buffet eller som tilbehør.

Du skal bruge:

800 gram små kartofler med skræl
1 ½ dl beluga linser
1 lille rødløg
1 fennikel
3 avokadoer
lidt salt

Til dressingen

4 spsk tahin
3 spsk olivenolie
3 spsk vand
2 spsk vegetarian stir-fry sauce
2 spsk citronsaft
1 tsk fint revet citronskræl

Sådan gør du:

Skyl kartoflerne og kog dem i letsaltet vand til de er møre. Lad dem køle af. Skær dem herefter i kvarte.
Kog beluga linserne efter anvisning på pakken. Køl dem af.
Skræl løget og del det på midten og skær det i tynde skiver.
Skyl fenniklen, skær toppen af og del den nederste knold på midten. Skær de to halvdele i skiver.
Skær avokadoerne i tern.
Kom det hele i en stor skål.


Rør tahin i en skål og tilsæt olivenolie lidt af gangen. Kom derefter vand i lidt efter lidt. Kom citronsaft, citronskræl og stir-fry sauce i og rør godt rundt. Er dressingen for fast spæder du til med vand til den har en cremet konsistens.
Vend dressingen i salaten og smag til med salt.

mandag den 17. december 2012

Ristede kikærter

Ristede kikærter er små sprøde kugler der spises som snack, drysses i salater eller kommes i pitabrød. I denne opskrift har jeg brugt gærflager, hvilket er en fortrinlig erstatning for ost. Jeg synes ikke, at de smager af ost, men de giver den umami smag, som er rigtig svær at få frem i veganske retter. Gærflager kaldes også vegetabilsk inaktivt gær og er produceret af vitamin B-rig gær. Du kan købe gærflager i nogle Matas butikker samt Helsekostbutikker. Gomashio er måske også en ny ingrediens for nogle; det er japansk sesamsalt og består af sesamfrø og himalayasalt. 

Du skal bruge:

500 gram udblødte, kogte kikærter (hvis det skal gå stærkt, kan du bruge kikærter fra dåse)
½ dl olivenolie
3 spsk gærflager
3 spsk gomashio
2 tsk gurkemeje
½ tsk peber
smag til med salt (omkring 3 tsk)

Sådan gør du:

Bland olivenolie med gærflager, gomashio, gurkemeje og peber. Gnid blandingen godt ind i kikærterne og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Rist kikærterne i ovnen ved 200 grader i omkring 20 minutter til de er gyldne og sprøde. Vend dem undervejs. Lad dem afkøle og smag til med salt.

onsdag den 5. december 2012

Lækker vegansk nøddesteg

Nøddesteg er en del af mange vegetarer og veganeres julemiddag. Sammen med kogte og brunede kartofler, rødkål og brun sauce er den vores favoritsteg i julemåneden og selvfølgelig er den på bordet juleaften. Julen er ikke kedelig, fordi man ikke spiser kød - tværtimod. Denne nøddesteg er lavet helt uden animalske produkter og smager skønt. 

Du skal bruge:

1 groftrevet rødløg
2 fed pressede hvidløg
1 groftrevet gulerod
225 gram groftrevet knoldselleri
½ groftrevet æble 
100 gram hasselnøddekerner
50 gram mandler
50 gram valnøddekerner
1 dl vand
½ dl hørfrø
1 dl soya cuisine (du kan også bruge madlavningsfløde med lav fedtprocent, hvis du ikke er veganer)
1 tsk salt
½ tsk peber
2 tsk Herbes de Provence
rasp til topping
lidt plantemargarine til at smøre formen

en blender

Sådan gør du:

Rødløg, hvidløg, gulerod, knoldselleri og æble kommes i en skål.

Kom hasselnøddekerner, mandler og valnøddekerner i blenderen og kør til du har en finhakket nøddeblanding. Hæld nøddeblandingen op i skålen til de revne grøntsager.
Blend nu 1 dl vand og ½ dl hørfrø i et minut - og vupti, du har nu hørfrøskum som erstatter et æg. Hæld hørfrøskummet op i skålen til de øvrige ingredienser og rør godt rundt.
Tilsæt soya cuisine, salt, peber og Herbes de Provence og rør blandingen godt igennem. Den skal være fast som en fars. Er den for våd, kan du tilsætte lidt rasp. Er den for tør, kan du tilsætte mere soya cuisine.
Smør en form med plantemargarine og fordel blandingen heri. Pres den godt ned med en ske eller paletkniv og glat overfladen. Drys med rasp.
Nøddestegen bages i oven i 25 - 30 minutter ved 180 grader varmluft. Serveres med kartofler, rødkål og brun sauce. Den er også god på en skive rugbrød. Kan fryses og tages med til julefrokosten, så du slipper for kun at spise rødkål;-) Velbekomme og glædelig kødfri jul!






 

onsdag den 28. november 2012

Kikærtesuppe med ris

Blendede grøntsager og kikærter i en suppe, der er krydret med karry og fyldt med ris. Suppen er tyk og mættende og varmer på en kold vinterdag. Kikærter stammer fra det vestlige Asien. I dag importeres de fleste kikærter fra Tyrkiet. De er rige på proteiner, mineraler og kostfibre. Opskriften giver en stor portion suppe, hvor vi har noget i overskud til dagen efter.

 Til en stor portion skal du bruge:

200 gram kogte ris, gerne økologiske bune
2 gulerødder
2 pastinakker
1 porre
1 løg
4 fed hvidløg
1 dåse hakkede tomater
2 dåser kikærter, afdryppede
1 liter grøntsagsbouillon
½ liter madlavnings fløde 8% (kan erstattes med 1 dåse kokosmælk, hvis du er veganer eller blot ønsker en mere eksotisk smag)
2 spsk ostindisk karry - brug mere hvis suppen skal være stærk
1 spsk gurkemeje
salt
en klat plantemargarine til stegning

en blender

Sådan gør du:

Skræl gulerødder, løg, hvidløg og pastinakker. Skær det hele i grove stykker i grove stykker.Skyl porren og skær den i grove skiver.
Opvarm margarinen i en stor gryde. Svits karry i margarinen, lad det bruse af og kom grøntsagerne i. Lad dem stege i 5 - 10 minutter.
Kom hakkede tomater, afdryppede kikærter og gurkemeje i gryden og rør godt.
Hæld grøntsagsbouillon over og lad det koge under låg til grøntsagerne er møre. Det tager omkring 20 minutter.
Tag gryden af varmen og blend suppen af flere omgange til den er ensartet og glat. Hav en ny ren gryde stående klar til den blendede suppe.
Stil gryden med den blendede suppe tilbage på komfuret. Tilsæt madlavnings fløde og de kogte ris og varm suppen godt igennem. Smag suppen til med salt.
Server suppen med en klat creme fraiche og godt brød.



lørdag den 24. november 2012

Kartoffelmos med strimlede marinerede rodfrugter

Her er min version af den traditionelle ret "Brændende kærlighed" - en rigtig vinterret der varmer på kolde dage...

Du skal bruge:

1 kg bagekartofler
1½ - 2 dl ko- eller plantemælk
30 gram smør/plantemargarine
salt og peber

en elpisker 

1 rødbede
1 pastinak
4 gulerødder
4 spsk ketchup
4 spsk olivenolie
2 spsk soyasauce
1 spsk flydende honning

evt persille til pynt

Sådan gør du:

Skræl kartoflerne og skær dem i grove tern. Kom dem i en gryde, dæk dem med vand og lad dem koge til de er møre i omkring 15 - 20 minutter. Hæld vandet fra og kom ca halvdelen af mælken i. Kør elpiskeren rundt mellem kartoflerne på laveste hastighed, mens du spæder resten af mælken i. Kom smør/plantemargarine i og rør mosen godt igennem. Smag til med salt og peber.
Skræl rødbede, pastinak og gulerod med en skrællekniv. Forsæt med at skrælle alle rodfrugterne med skrællekniven, så du får nogle lange flotte og tynde strimler. Mens du skræller, vender du dem i hånden undervejs, så du undgår at de bliver for brede.
Rør ketchup, olivenolie, soyasauce og honning sammen i en skål til du har en ensartet marinade. Kom  marinaden op i en wok, gryde eller på en stor pande. Når den er varm kommer du de fine strimler op i og rører godt rundt. De skal stege i omkring 10 minutter.
Anret kartoffelmosen på en tallerken med de strimlede rodfrugter oven på og drys med persille.

lørdag den 17. november 2012

Sprøde linsefrikadeller

I det vegetariske køkken er der rigtig mange fantastiske frikadeller lavet af grøntsager og/eller bælgfrugter. Linsefrikadeller er super sprøde & lækre. De er gode til kold kartoffelsalat, rodfrugter i ovn, som fyld i pitabrød eller wraps, oven på rugbrød eller som snack i madpakken. Fordi min familie elsker dem så højt, laver jeg altid en stor portion, som giver 50 små frikadeller. De holder sig gode i køleren i 4 dage og kan nemt fryses og tages med til fester eller andre hyggemiddage, hvor der ikke er vegetarmad på menuen. Opskriften er let halvere, hvis du kun ønsker en halv portion.

 Til 50 stk skal du bruge:

400 gram røde linser
2 stk løg revet på den grove side af rivejernet (100 gram)
2 stk gulerødder revet på den grove side af rivejernet (100 gram)
2 fed pressede hvidløg
1 ½ tsk salt
1 tsk stødt koriander
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk gurkemeje
1 dl rasp
rapsolie til stegning
køkkenrulle eller andet fedtsugende papir

Sådan gør du:

Kog linserne efter anvisning på pakken, hæld vandet fra og lad dem køle af (de behøver ikke at være kolde - de må gerne være lune)
Kom revet løg, gulerod og presset hvidløg i en skål
Kom de kogte let-afkølede linser i skålen
Tilsæt alle krydderierne og rasp og rør til du har en ensartet fast fars - tilsæt mere rasp, hvis farsen er for våd

Varm et godt skvæt rapsolie op på en pande
Tril små frikadeller af farsen og steg dem gyldne og sprøde i olien af flere omgange
Lad dem dryppe af på køkkenrulle - og server!

søndag den 11. november 2012

Pasta & grønt i cremet sauce

Jeg er helt vild med pastaretter i alle mulige vegetariske afskygninger. Denne ret fandt jeg på i Italien, da ferien var gået helt ind i sjælen på mig, og jeg opdagede, at det var for sent at køre ind til byen og handle. Ved at rydde op i køleskabet, kom denne dejlige ret til. 

 Du skal bruge:

400 gram pasta - gerne fuldkornspasta
1 broccoli
2 dl optøede ærter
75 gram spæde spinatblade
½ løg
3 fed hvidløg
2 håndfulde frisk revet parmesanost
250 ml soya cuisine eller cremefine 7 %
3 spsk frisk ost med krydderurter fx pikant, radise eller grøn pesto
lidt olie/margarine/smør til stegning
friskkværnet salt og peber
frisk revet parmesan & friske basilikum blade til topping

Sådan gør du:

Kog pastaen al dente i rigeligt vand tilsat lidt salt og olie. Lad den dryppe af i en sigte.
Skær broccolien i små buketter og kog dem i letsaltet vand i 3 - 5 minutter. Broccolien må ikke koge ud - den skal have bid. Lad broccolien dryppe godt af.
Løget skæres i fine små tern og hvidløget skæres i tynde skiver.
Opvarm lidt fedtstof i en wok eller almindelig gryde. Svits løg og hvidløg i et par minutter.
Kom broccoli, ærter og spinatblade i gryden og svits videre i 5 minutter.
Kom soya cuisine eller creme fine i gryden og rør godt, tilsæt frisk osten og parmesanen. Rør retten godt igennem. Smag til med friskkværnet salt og peber.
Retten anrettes i dybe tallerkener og drysses med frisk revet parmesan og friske basilikum blade. Buon appetito:-)

lørdag den 3. november 2012

Pirogger med spinat & feta

Pirogger er lækre brød med fyld. De er ideelle til aftensmaden (sammen med en fyldig salat som fx spidskålssalat som jeg har en opskrift liggende på), til frokost, i picnickurven, til buffeter eller i madpakken. Jeg laver piroggerne i forskellige størrelser - nogle store til aftensmaden og nogle mindre til madpakken/frokost/ta´med i hånden...


Til 16 pirogger størrelse medium skal du bruge:

Dej

50 gram gær
4 dl lunken vand
2 tsk salt
½ dl olie
5 dl sigtet speltmel
5-6 dl hvedemel
1 æg til pensling

Fyld

30 gram smør
2 løg
3 fed hvidløg
1 spsk frisk revet ingefær
450 gram frossen spinat
300 gram feta i tern
1 spsk garam masala
1 æg
2 spsk tahin
2 spsk citronsaft
1 tsk salt

Sådan gør du:

Rør gæren ud i det lunkne vand i en stor skål. Kom salt og olie i. Tilsæt melet lidt efter lidt. Tag dejen ud på bordet og ælt den godt igennem til den er blød og smidig. Drys lidt mel ned i skålen, læg dejen tilbage i skålen, dæk den med et rent klæde og lad den hæve i 40 minutters tid. Imens laver du fyldet.


Hak løg og hvidløg meget fint. Smelt smørret i en gryde og svits løg, hvidløg og ingefær i 2 minutter. Kom den frosne spinat ned i gryden og rør rundt. Læg låg på gryden og damp spinaten til den er helt optøet. Kom feta, garam masala, tahin, citronsaft og salt i gryden og rør godt rundt. Slå ægget ud i en lille skål og pisk det let med en gaffel. Kom det letpiskede æg i gryden og rør godt rundt. Tag gryden af varmen.


Del dejen i 16 lige store stykker eller lav nogle store og små stykker hvis du ønsker forskellige størrelser. Rul stykkerne ud til cirkler med en kagerulle.


Læg fyld på den ene halvdel af cirklen. Du kan bruge en hulske, så du får mindst muligt væske med. Fold den anden halvdel over og tryk kanterne sammen med en gaffel.


Pensl piroggerne med letpisket æg, læg dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen ved 180 grader varmluft i 25 - 30 minutter til de er gyldne.

tirsdag den 30. oktober 2012

Risotto med gulerødder

Jeg elsker risotto - og det gør resten af familien heldigvis også... Som i de andre opskrifter på risotto anbefaler jeg, at børnene er godt beskæftigede under "røre-i-gryde" processen, da du ikke kan gå fra gryden i mere end et minuts tid. Jeg sørger for at dække bord, lave salat og klargøre alle ingredienser, inden jeg begynder. Risotto skal spises så snart den er færdig - der smager den aller bedst. Skulle der være noget i overskud, kan det gemmes i køleskabet og en af de efterfølgende dage formes til mindre "bøffer" og steges sprøde og gyldne i olie på panden.

 Du skal bruge:

1 stort løg
2 fed hvidløg
50 gram smør
3 spsk olivenolie
500 gram gulerødder
2 dl hvidvin
450 gram risottoris
1 liter grøntsagsbouillon (evt. 2 grøntsagsbouillon terninger opløst i 1 liter vand)
40 gram frisk revet parmesan- evt mere til topping
friskkværnet salt & peber

En blender

Sådan gør du:

Skræl gulerødder og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en kasserolle og dæk dem med vand. Tænd for varmen og kog dem møre i omkring 15 minutter. Hæld vandet fra. Lad gulerødderne dryppe af og kom dem i en blender sammen med hvidvin. Kør blenderen i et par minutter til du har en fin ensartet orange puré.



Pil og hak løg og hvidløg meget fint. Opvarm smør og olie i en god stor tykbundet gryde. Svits løg og hvidløg et par minutter, tilsæt gulerodspuréen og rør godt i yderligere et par minutter.
Kom risene i gryden og lad dem suge væske til sig. Rør konstant i gryden og sørg for at de ikke brænder på.

Når risene har stegt med i 3 - 4 minutter, vil de se en smule gennemsigtige ud. Så er det tid til at tilsætte bouillon vandet lidt efter lidt. Kom omkring 1 dl i af gangen, lad det simre og rør igen. Tilsæt først mere bouillon når alt væsken er suget op. Forsæt processen til du har brugt al bouillon og risene er al dente - de skal være møre men stadig have bid.
Derefter tages gryden af varmen og frisk revet parmesan røres i. Krydr med salt og peber og server straks sammen med en grøn salat og frisk revet parmesan.



lørdag den 27. oktober 2012

Bulgursalat med rodfrugter og æble

Denne bulgursalat er lavet med rodfrugter, sprøde æbler og krydret med karry og gurkemeje. Salaten passer godt til buffet, som tilbehør til en hovedret eller som selvstændig let frokostret. Den holder sig et par dage i køleskabet og er god i madpakken. Jeg drysser tørrede chiliflager over min egen portion for at give salaten ekstra varme. 

Du skal bruge:

4 dl grov bulgur
6 dl vand
1 tsk salt

1 porre
4 gulerødder
2 pastinakker
2 spsk olie
2 tsk karry
1 tsk gurkemeje
1 dl vand
2 æbler
2 spsk æblecider eddike
lidt salt

Sådan gør du:

Skyl bulguren i koldt vand. Bring vand i kog og tilsæt bulgur og salt. Kog i omkring 10 - 12 minutter. Hæld vandet fra og afkøl.


Rens porren og skær den i ringe, skræl gulerødder og pastinakker og skær dem i mindre firkanter.
Opvarm olien i en gryde og kom porre, gulerødder og pastinakker i og svits i et minut. Drys karry og gurkemeje i gryden,  rør rundt og kom 1 dl vand ved. Læg låg på gryden og lad det koge i omkring 5 minutter til grøntsagerne er møre - men stadig med bid. Hæld overskydende vand fra. Afkøl grøntsagerne.


Del hvert æble i 8 både og skær bådene ud i mindre stykker. Kom dem i en skål og fordel æblecider eddike over alle æblestykkerne.


Kom bulgur, grøntsager og æbler i en skål og rør det hele godt sammen. Smag bulgursalaten til med lidt salt. Velbekomme:-)


onsdag den 24. oktober 2012

Stegt nuttolene med marinerede rodfrugter & grønt


Nuttolene er et vegansk alternativ til kød og indeholder ikke æg, gluten, mælk eller soya. Det består udelukkende af jordnødder, vand og salt. Nuttolene kan skæres i små tern og vendes i salater, skæres i skiver og bruges som pålæg, erstatte kødet i tarteletter og mange andre ting. I denne opskrift har jeg paneret skiver af nuttolene og stegt dem på panden - og mine børn elsker det! De kalder det vegetariske nuggets... Prøv selv:-) De panerede skiver er også lækre som bøf i en burger. 


Til to voksne og to børn skal du bruge:

Nuttolene:
1 dåse Nuttolene
1 æg
omkring 2 dl rasp
salt og peber
smagsneutral olie til stegning fx raspolie

Marinerede rodfrugter:
800 - 1000 gram blandede rodfrugter fx kartofler, gulerødder, pastinak og rødbede
4 spsk olivenolie
1 spsk vegetarisk stir-fry sauce
1 spsk ketchup
1 spsk flydende honning

Grøn salat:
Friske spinatblade eller babyleaves
1 avokado
2 spsk cashewnødder
Kerner fra ½ granatæble
Lidt olie

Dressing:
250 ml creme fraiche 9%
salt, peber, gurkemeje og herb de provence eller hvad du nu elsker i en dressing
  
Sådan gør du:

Åbn dåsen med nuttolene i begge ender. Tryk forsigtigt nuttolene ud af den ene ende. Pas på at du ikke skærer dig på dåsen - den er skarp.
Skær nuttolene i 9 - 10 skiver. Slå ægget ud i en dyb tallerken og pisk det let med en gaffel. Hæld rasp op i en anden tallerken. Vend skiverne i æg og efterfølgende i rasp. Opvarm rigeligt olie på en pande og steg nuttolene skiverne til de er sprøde og gyldne. Læg dem på fedtsugende papir inden de anrettes på et fad.

  Skræl rodfrugterne og skær dem i mindre stykker. Bland en marinade af olie, stir-fry sauce, ketchup og flydende honning. Vend rodfrugterne i marinaden og varm dem i ovnen i omkring ½ time ved 200 grader (afhænger af ovnen).
Skyl spinat- eller salatblade og bland dem med avokado skåret i tern, kerner fra et halvt granatæble og cashewnødder. Dryp lidt olie over salaten. Bland ingredienserne til dressingen og server.