GrønneBørn

GrønneBørn

lørdag den 17. november 2012

Sprøde linsefrikadeller

I det vegetariske køkken er der rigtig mange fantastiske frikadeller lavet af grøntsager og/eller bælgfrugter. Linsefrikadeller er super sprøde & lækre. De er gode til kold kartoffelsalat, rodfrugter i ovn, som fyld i pitabrød eller wraps, oven på rugbrød eller som snack i madpakken. Fordi min familie elsker dem så højt, laver jeg altid en stor portion, som giver 50 små frikadeller. De holder sig gode i køleren i 4 dage og kan nemt fryses og tages med til fester eller andre hyggemiddage, hvor der ikke er vegetarmad på menuen. Opskriften er let halvere, hvis du kun ønsker en halv portion.

 Til 50 stk skal du bruge:

400 gram røde linser
2 stk løg revet på den grove side af rivejernet (100 gram)
2 stk gulerødder revet på den grove side af rivejernet (100 gram)
2 fed pressede hvidløg
1 ½ tsk salt
1 tsk stødt koriander
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk gurkemeje
1 dl rasp
rapsolie til stegning
køkkenrulle eller andet fedtsugende papir

Sådan gør du:

Kog linserne efter anvisning på pakken, hæld vandet fra og lad dem køle af (de behøver ikke at være kolde - de må gerne være lune)
Kom revet løg, gulerod og presset hvidløg i en skål
Kom de kogte let-afkølede linser i skålen
Tilsæt alle krydderierne og rasp og rør til du har en ensartet fast fars - tilsæt mere rasp, hvis farsen er for våd

Varm et godt skvæt rapsolie op på en pande
Tril små frikadeller af farsen og steg dem gyldne og sprøde i olien af flere omgange
Lad dem dryppe af på køkkenrulle - og server!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar