GrønneBørn

GrønneBørn

tirsdag den 16. april 2013

Cremet lasagne med champignon og spidskål

Det var lidt af et eksperiment, da jeg prøvede at lave denne lasagne i går, men resultatet blev overraskende godt. En lækker cremet lasagne med fyld af champignon og spidskål - en rigtig forårslasagne. Server med en grøn salat ved siden af.

Du skal bruge:

500 gram champignon (andre svampe kan sagtens bruges)
1 løg
3 fed hvidløg
1 lille spidskål

80 gram smør
80 gram mel
140 gram revet ost (70 gram til sauce og 70 gram til gratinering)
8 - 10 dl mælk
revet muskatnød
salt, peber

omkring 12 friske lasagneplader

lidt smør/margarine til at smøre formen med

Sådan gør du:

Skyl svampene, rens dem for jord og skær dem i skiver
Hak løget fint
Pres hvidløgene
Del spidskål i fire dele, fjern stokken, skær stykkerne i fine strimler - skyl strimlerne grundigt i koldt vand. Giv dem eventuelt en tur i salatslyngen eller dup dem tørre.

Kom champignon på en tør opvarmet pande. Lad dem svitse godt af under omrøring. Når væsken kommer ud af svampene kommer du løg og hvidløg på panden. Lad det hele stege indtil al væske er fordampet - pas på at det ikke brænder på til sidst. Stil panden til side.
Smelt smør i en tykbundet gryde. Når det er smeltet tager du gryden af blusset og rører melet i. Når alt mel er opsuget af smøret, sætter du gryden tilbage på blusset og kommer omkring 4 dl af mælken i. Rør godt til saucen har en ensartet tyk konsistens. Spæd til med resten af mælken. Pisk konstant i gryden. Kom revet ost i saucen og rør godt. Smag til med revet muskat, salt og peber.
Smør et ovnfast fad med smør/margarine. Kom lidt sauce i bunden af fadet og læg et lag lasagneplader ovenpå.
Fordel omkring 1/3 af champignon-løg blandingen over og læg omkring 1/3 af spidskålen over. Kom sauce over.
Forsæt processen med et lag lasagneplader, champignon-løg blanding, spidskål og sauce. Jeg lavede tre lag i alt. Det sidste lag skal sluttes af med sauce. Drys lidt revet ost over.
Bages i ovnen ved 180 grader varmluft i omkring 20 - 25 minutter indtil osten er gylden.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar