GrønneBørn

GrønneBørn

torsdag den 25. april 2013

Skøn hjemmelavet tomatsuppe

Tomatsuppe er en klassisk vegetarret, der smager dejligt - og så elsker mange børn at slubre den varme suppe i sig. 

Til 2 voksne og 2 børn skal du bruge:

1 ½ spsk olivenolie
2 løg
4 fed hvidløg
2 store gulerødder
1 stængel bladselleri
1 kg modne tomater
6 dl grøntsagsbouillon
2,5 dl soya cuisine (du kan også bruge cremefine eller madlavningsfløde)
blade fra en kvist frisk rosmarin
1 håndfuld friske basilikumblade
salt/peber

*en blender

Sådan gør du:

Hak løgene fint og skær hvidløgsfedene i skiver. Skræl gulerødderne og skær dem i mindre stykker/skiver. Skyl bladselleri og skær det i skiver. Skyl tomaterne og skær dem i både, som du deler på midten.
Opvarm olien i en gryde og svits løg og hvidløg et par minutter. Tilsæt selleri og gulerødder og steg videre i 5 minutter.
Kom tomaterne i gryden sammen med rosmarin, basilikum og grøntsagsbouillon. Bring suppen i kog.
Når suppen koger, skruer du ned for varmen og lader den koge videre under låg i 25 minutter.
Tag gryden af varmen og blend suppen af flere omgange. Kom den blendede suppe over i en ren gryde. Sæt gryden tilbage på blusset og tilsæt soya cuisine. Varm suppen godt i gennem under omrøring og smag den til med salt og peber.
Server suppen varm med en klat cremefraiche og en kvist frisk basilikum eller rosmarin.

Suppen kan gøres mere fyldig ved at komme kogt pasta i.



 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar