GrønneBørn

GrønneBørn

tirsdag den 14. januar 2014

Fuldkornsnudler med tofu

Retten her er inspireret af vores tid i Thailand, hvor vi dagligt fik tofu. I Thailand er tofu meget brugt - også blandt kødspisere, og du kan på enhver restaurant eller i et hvert gadekøkken finde tofuretter. Tofu er af kinesisk oprindelse og er fremstillet af soyabønner. Fremstillingen minder om den måde, man laver ost på, da soyamælken koaguleres og massen presses til blokke. I denne ret bruger jeg fast tofu, der er egnet til at blive skåret i terninger eller skiver. Den kan bages, steges eller kommes i friture og holder sin form - og så kan den spises med pindeuden at gå i stykker.


Du skal bruge: 

260 gram fast tofu
2 spsk soyasauce
2 fed hvidløg
1 tsk rød karry
1 - 2 porrer
150 gram optøede ærter
1 dåse kokosmælk light
1 spsk olie
250 gram fuldkornsnudler 
Salt, peber, soyasauce - eventuelt limesaft


Sådan gør du:

Dup tofuen tør med køkkenrulle og skær den i mundrette tern. Kom soyasauce i en frysepose og kom tofu ternene derned. Lad dem marinere i minimum 10 minutter. Pres hvidløget og skær det nederste af porren i skiver - kassér toppene. Kog nudlerne efter anvisning på pakken og lad dem dryppe af i en sigte. 
Opvarm olien på en pande eller i en wok. Svits rød karrypasta og hvidløg et par minutter. Kom tofu i og lad det stege videre i yderligere et par minutter. Ærter og porrer kommes på panden/i wokken og steger med i 5 minutters tid. Hæld kokosmælk over og lav et kort opkog. Smag til med salt, peber, soyasauce og eventuelt limesaft. Skru ned for varmen så retten ikke længere koger, kom de afdryppede nudler i retten og vend dem godt rundt. 
Serveres i dybe tallerkener...




    1 kommentar: