GrønneBørn

GrønneBørn

mandag den 13. januar 2014

Quinoapostej


I løbet af december løber vi som vegetarer ind i en måned, som for rigtig mange mennesker er lig med kød. Så når vi til diverse jule tam tam arrangementer i børnehave, skole og ikke mindst julefrokoster står overfor en masse kød, har jeg altid vores "eget" mad med (folk må selvfølgelig ALTID smage). I år opfandt jeg denne quinoapostej. Jeg lavede en stor portion og frøs den ned i mindre dele, så vi havde noget lækkert at tage med. Min datter, Aja på 9 år, blev så glad for retten, at hun valgte den til juleaften, hvor vi de sidste år har fået nøddesteg (som jeg også har en opskrift liggende på). I år blev det til noget nyt, og her kommer opskriften: 


Du skal bruge:

2 dl lys quinoa
1 squash
1 stor gulerod eller to almindelige
80 gram valnøddekerner
80 gram hasselnøddekerner
1 løg
4 fed hvidløg
2 æg
Salt/peber

Sådan gør du: Kog quinoaen efter anvisning på pakken. Hæld vandet fra og lad det køle af. Riv squash, gulerod og løg groft på et rivejern. Hak valnøddeker og hasselnøddekerner fint. Pres hvidløget. Kom quinoa, revet gulerod squash løg, nødderne og hvidløg i en skål. Kom æggene i og rør godt rundt. Krydr med salt og peber - du kan også bruge merian, timian eller rosmarin alt efter smag. Smør et ovnfast fad eller beklæd det med bagepapir. Kom hele massen i fadet og pres let ovenpå, så overfladen bliver ensartet og glat. 
Bag quinoapostejen i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 40 minutter til overfladen er flot gylden og stegen virker fast. Der er stor forskel på ovne - så hold godt øje😉





Ingen kommentarer:

Send en kommentar